Let’s play a game

Jeg eeeeeeeeeeeeelsker at spille spil, Matador, Kalaha, Syvkabale, Ludo, Røvhul…ja you name it! Men har erfaret jeg er meget alene med den kærlighed til spil. Siden barndommen har ingen rigtigt gidet spillet med mig (ja ja… tag en kiks I KNOW), så har aldrig rigtig fået styret min spillelyst.

NÅ, men så fik man børn og to på én gang for det ikke skulle være løgn, så her tænkte jeg at jeg nu havde TO spillemakkere at hygge mig med. Men nej, deres anti-spille gen er lige så stærkt som i resten af familien, så igen må jeg ty til syvkabale hvis jeg vil underholdes. LIGET INDTIL…. UNO!!!

Min søn på 7 gå i SFO (det der hed Fritteren i 80’erne) og her spiller man UNO som vi også gjorde dengang og det spil vil han gerne spille med mig, så han fik en pakke UNO i julegave. Sønnemand har nu lært sin gamle mor at spille UNO, så vi har nu her i juleferien spillet en masse – ja ungen vinder hver gang, så længe det varer. Jahuuu… og måske er dette bare begyndelsen?

Måske betyder dette starten på en ny æra, en æra med en ugentlig spilledag, hvor mor, far og unger sidder i harmoni (as if!!!) og spiller brætspil i stearinlysets skær, med Jollycola i glassene og Matadormix i skålene.

Eller så er det bare en (UNO?) enlig svale?

Nå, men uanset hvad så nyder jeg det så længe det varer.