Så var der jo det med playdates… mor her bliver lidt stram i
betrækket ved tanken, af flere årsager…
I gamle dage legede børn bare sammen; ”HEJ, er Jørgen hjemme
i dag? Kan han lege?” og BUM!! Så legede børnene sammen. Nu til dags (og
vupti..så blev jeg lige 80 år!!!) er vi forældre blevet ”Pimps” for vores unger
og alt skal aftales; ”kan lille Ib lege med Sofie den 27. november klokken
19:45?” OMG…jaja, jeg ved godt alle i familien har hver sine ting og man bliver
nød til at have styr på alle de forskellige kalendere. Men for filan da hvor er
det bare underligt at ”planlægge” at ens unger skal have det sjov med sine
venner. Nå ja ja… mormor her må følge med tiden og det gør hun også. Mine unger
har legeaftaler planlagt lang inde i det nye millennium….og det gør jeg kun for
de små poders skyld… stod det til mig, så skulle konceptet afskaffes!!!
Og hvorfor? Jeg har intet imod ungerne har venner som de
leger med og har intet i mod at planlægge. Jeg ELSKER at planlægge, er kæmpe fan
af kalendere og ja, bare fan af planlægning generelt!!! MEN, jeg hader playdates.
Jeg får SÅ lange løg og endnu længere patter af playdates. Efter hver playdate
ender jeg med at skulle skifte undertøj fordi jeg kamp-stress-sveder.
Hvorfor? Først skal ungerne lige have skylden (dvs. faktisk de
voksne sådan indirekte) 😉 Joeh, dagens børn kan ikke underholde sig
selv – ofre for SFO-syndromet tænker jeg, hvor de bliver igangsat med alt muligt
knald bare de viser det mindste tegn på kedsomhed. ”Åh nej, lille Poul keder
sig, her!!! Tag en iPad, her!! Bag en bolle, her!!! Leg med noget ler”” AAAAAghhh…
Så lad dog ungerne kede sig!! Lad dem spise en snegl, lad dem ligge på gulvet
og glo op i loftet, sæt dem i et hjørne og lad dem tælle sine tæer, ja…lad dem
lege selv!!!!
Nå, anyhow……!!! Storset alle playdates herhjemme ender med
unger der bogstaveligt talt ligger på gulvet foran mig og venter på jeg tager
mit Hr. Skæg kostume på, leger med et ballondyr og danser Gangnam Style. OMG
leg dog med jer selv og hinanden unger…tag på legepladsen, leg med noget LEGO,
en bold…slå på hinanden, brænd en myre… ja bare et eller andet. Nej det kan man
ikke; ”Du kloge voksne dame, underhold mig mens du servere saft og kage!!!” –
prøv med ”NEJ!” lille underlige menneske. Leg, dog!!! 1-2-3 sæt i gang og lad
mor her smørre madpakker og høre ”Det vi taler om” på Radio24/7 i fred!!! Jesus
Christ…!!!
Faktisk burde disse playdates jo være win-win for alle;
ungerne får leget med sine venner og forældrene kan ro til at få smurt
madpakker, strøget underbukser og barberet knæskaller…. men herhjemme ender det
altid med jeg tæller ti på mange forskellige sprog og skal vride min bh for
pat-sved op til flere gange.
DERFOR…. har vi regler herhjemme! Playdates ad libitum…sæt i
gang, ingen smalle steder her - SÅ LÆNGE i opfører jer ordentligt, og med det
mener jeg; leg selv, ryd op efter jer selv og nej i må ikke hoppe i vores seng,
torturere marsvin eller gå i vinkøleskabet…!! Jeg er über sød og rummelig, så
længe ungerne opfører sig ordentligt, men oplever jeg unger der f.eks. tager
ting uden at spørge, kaster med ting osv.? Ja så skælder jeg ud og sådan er
det, her er de samme regler uanset om man er af eget avl eller ej. Herhjemme
bestemmer de voksne – ikke børnene (totalt skørt). Eksempel: frokost er
overstået, mor her; ”når i er færdige bærer i tallerkenerne over i køkkenet og
vasker jeres hænder” – Fremmed barn; ”det skal jeg ikke gøre derhjemme”..MOR
her; ”meget muligt, men det gør vi herhjemme”…
Så de fremmede unger har fremover fundet ud af at mine unger
har en streng og måske lidt præmenstruel
kone af en mor…men det virker sørme som om de er ok med det. Ja, jeg er sgu nok
lidt gammeldags - men kan godt lide at de voksne bestemmer, og kan også lide
der skal være plads til alle IKKE kun til børnene.
Men ja, jeg er godt klar over problemet nok mest ligger hos
mig. Ja børn er jo børn – så de er jo lidt undskyldt. Problemet ligger jo i alt
lige fra opdragelsen af de små hoveder og ja til selve samfundet… men det kan
jeg jo ikke ændre ved. Jeg ville ønske jeg var mere rummelig og mere pædagogisk,
men det er jeg ikke. Jeg burde nok bo i alene i en hule med mig selv og en
guldfisk – bare for at undgå pat-sved og lange hår på knæene, men det gør jeg
ikke.
Men jeg kan bare ikke magte den ekstra larm, rodet og alle
de sindssyge spørgsmål der følger med på en playdate – derfor er jeg glad for
jeg kan drikke kaffe og tælle til ti!!!
Jeg tænker om det kun er mig der har det sådan, eller om
alle forældre – et eller andet sted – har det lidt på den sammen måde? Måske
tør de bare ikke indrømme det over for andre, eller måske over for sig selv?
Nå men når alt kommer til alt, så er disse playdates sat i verden
for ungernes skyld og så længe de små sataner hygger sig, er det jo det vigtigste.
Så må mor her bare tage sig sammen og spænde balderne (og hjelmen) hver gang
der inviteres på Oreos og saftevand.
