Elsker min bil

Min bil <3

Så skulle jeg ind til vores hovedstad på et kort visit i dag. En veninde og jeg skulle ind og brunche dén lidt og måske(!) shoppe en smule. Alt det fik vi gjort -det var über hyggeligt og vi fik købt en masse gode sager til alle vores unger OG fik drukket både kaffe samt indtaget omelet med indbygget skinke. Så alt var snorlige.

Normalt fragter jeg mig selv rundt i min elskede bil, fra og til job (den gang jeg havde et job), når jeg handler, skal besøge folk m.v. I LOVE MY CAR – kører kun aller nødigt med dette såkaldte ”tog- transportmiddel-noget” hvis jeg skal fulde den eller hvis jeg absolut ikke kan undgå det. 

NÅ men i dag tog jeg så futtoget, og turen ind til KBH gik storartet. Jeg fik vinduesplads, fik læst mig en gratisavis og ingen tiggere eller folk med kronisk armsved generede mig. Jeg sad med min lydbog og hyggede mig hele vejen til Nørreport. Super… næsten alle 130kr værd (døgnbillet, alle zoner – sådan). Nå, så selvom mit kendskab til DSBs evne til at skuffe, så havde jeg en forventning om at ligeledes kunne sætte mig ind i toget når jeg skulle retur og komme hjem inde for rimelig tid.

MEN NEJ, SÅDAN SKULLE DET IKKE VÆRE!!!! Noget fra en bro var faldet ned på Carlsberg Station. Så jeg var 1½ time om at komme hjem, en tur der tager 40 minutter normalt. Ok, jeg fik så lange løgs, at folk bag i mig gled i dem. Jeg øffede lidt, men erkendte at mit ”øf” ikke ville gavne noget. Så jeg prøvede at finde min tålmodighed frem.

Jeg havde jo lovet ungerne at i anledningen af ”Wi-fi Wednesday” (tablet dag) så ville jeg hente dem ekstra tidligt – men måtte desværre erkende at dette løfte kunne jeg IKKE holde – pisse tak DSB, mine stakkels børn mistede 1½ time af deres tablet-tid…..det bare ikke i ordren.

Nå men så ENDELIG stod man så i det rette tog. Sammen med 789 andre og endnu flere cykler, for ja lad også give vores cykel en tur med toget i stedte for at cykle på dem, man skulle jo nødig slide dækkene. Jeg tror jeg tager bilen med i toget næste gang.

Nå men så faldt jeg i snak med en efterlønner – en flink herre og vi talte hele vejen fra Nørreport til min station om stort og småt. Alt imens hoben af folk (og cykler!!!) blev mere ophidsende over forsinkelsen… det var hyggeligt og var enden på en super dejlig og samtidig frustrerende dag.

Skønt at kunne kigge tilbage på sin dag og at tænke på en tog forsinkelse var det største problem – ikke så ringe endda.