onsdag den 18. januar 2017

Verdens sejeste datter

Ja jeg har sgu verdens sejeste datter. Og nej det siger jeg ikke fordi hun er min. Det siger jeg fordi hun er det sejeste lille pige-menneske jeg kender.

Min datter er den ene halvdel at et sæt tvillinger – hendes bror er verdens sejeste dreng, men det er en helt anden historie.

Min søde pige er ikke som andre piger. Det har hun aldrig været. Hun går helst ikke i kjole, tyl og fjer. Hun hader(!) prinsesser og er mere til Pokemon og Five Nights Of Freddy. Hun kan ikke lide at gå med smykker samt hårpynt og så lider hun af kronisk morgenhår – uanset hvor fint mor her om morgenen har sat det.

Når alle pigerne kommer udklædt som Elsa fra Frozen til fastelavn eller børnefødselsdage, kommer hun som kat eller Bamse. Skal hun til temafest, hvor teamet er prinsesse, kommer hun i prinsessekjole, men med katteører, hale og poter som accessoires… vupti, så er hun katte prinsesse og så er det ikke så slemt.

Hun elsker sit værelse hvor hun kan bruge timer på at fordybe sig i sine kreative ”projekter” eller bare i leg. Hun elsker musik og har alt lige fra 90’er techno til Lionel Richie på sin personlige top 20.

Min datter elsker kunst og er det mest kreative mini-menneske jeg kender. Det første hun gør når hun står op om morgenen er at gå søvndrukken hen til spisebordet og begynde at tegne. Det er som at se en kæderyger tage dagens første smøg.

Giv hende en papkasse og ½ time efter har hun lavet et hus med fungerende elevator, dagligstue med svømmepøl og køkken med indbygget spise-toilet.

Når jeg henter hende i SFO’en sidder hun altid i værkstedet og tegner, former, maler…. hun er über kreativ og hun elsker det.

Hun gider ikke udelivet, og hun brokker sig som en gammel kone når vi skal ud og gå. Hun vil ikke lege vildt, hun hader at blive beskidt og hendes verden kan falde sammen hvis hun får makrel på blusen eller våde sokker – så lidt diva (prinsesse om man vil) er hun. Faktisk er hun ret meget Diva, faktisk så meget at det er hendes kælenavn herhjemme. Hun er kræsen, forkælet og skide krævende…. ja lige som en rigtig Diva skal være.


Men jeg synes hun er sej og er pisse stolt af hende. Ikke som man skal være som mor, men fordi hun faktisk er sej. Jeg er stolt over at have en datter der ikke er som de andre – hverken af udseende eller af sind. Hun er bare helt sig selv. Hun er ikke Elsa #7 – hun har personlighed… den lille Diva.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar