En lille sort sky

De sidste 5 år har været hårde, der har været præget af lidt nyrekræft, en død far, et par fyringer, 3 x stress, børn der mistrives i skolen, et træthedsbrud samt andre petitesser. Men alligevel har jeg formået at fortælle mig selv; ”at NU kunne det ikke blive værre og NU måtte det kommende år da kun kunne blive bedre”

Men faktisk ser det kun ud til det bliver værre og værre. Stressen ligger og ulmer i baggrunden, jeg skal opereres i min fod da bruddet ikke er vokset ordentlig sammen og så er der angsten for at miste min lille familie eskaleret sindssygt efter den lortekræft og et uventet dødsfald kom alt for tæt på – vi er ikke så udødelige som vi gik rundt og troede.

So what do you have in your taske today? Ja DIG som åbenbart hygger sig med at udfordre mig og min familie? Er det et væddemål du har gang i? Hvad er så indsatsen? Eller er det måske en test? Hvor meget kan man udsætte et menneske for, før det krakelere helt? Eller er det en straf? En straf for noget ondt man har gjort i et tidligere liv? Eller måske for noget ondt man kommer til at gøre i det næste?

Altså det er nu ikke fordi vi ikke prøver at være positive, faktisk er vi begyndt at fejre alt de små ting vi kan her i dagligdagen. Har katten fødselsdag? Jamen, det skal da fejres, vi bager kager, køber gaver og trutter i horn for kræet. Er det tirsdag siger du? Tirsdage er der jo kun en af i ugen – tag papvinen og Citronmånen ud af skabet - for det skal da fejres. Når andre spiser rugbrød med pålæg til frokost om lørdagen – laver vi hjemmelavet falafel med cookies til dessert og lægger selvfølgelig hele herligheden op på FB, bare for at fejre vi alle er samlet og det er lørdag mens vi hygger os med kikærter der er most til ukendelighed i en blender - hurra det er ”Falafel-Lørdag” og det skal i alle vide.

Så vi kæmper for glæden, kæmper for at finde lykken i hverdagen. Vi kæmper for at puste de sorte skyer der åbenbart er groet fast på vores lokale himmel. Jeg vil sige vi er gode til det, men det er svært når skyerne bliver flere og svære at pust væk.

Jeg har behov for en pause… jeg har behov for at lege stilleleg med mig selv og mine tanker. Jeg har behov for at tænke højt og finde ud af hvordan jeg har det – for at være helt ærlig, så ved jeg ikke hvordan jeg har det. Har jeg fået det bedre? Har jeg fået det værre? Jeg ved det ikke.

Jeg fylder mit hoved til bristepunktet med ting som jeg skal og kan planlægge - ting som jeg kan kontrollere. Jeg kan ikke kontrollere sygdom og uheld – jeg kan ikke kontrollere skæbnen. Men det jeg kan kontrollere, vil jeg kontrollere. Jeg gør det så der ikke er plads til tanker og følelser der fortæller mig hvordan jeg har det – fordi jeg tør ikke lytte til dem, jeg tror ikke jeg vil kunne lide hvad jeg finder ud af.

Så kan ikke lade være med at tænke hvad vi mere skal vi udfordres med de næste 5 år. Hvad ligger der i kortene? Og vil vi vide det?